04. juli 2017

Det er fedt at tage en lærling!

undefined
På billedet: René Olesen (tv) og Kim Madsen.

Det bekræfter vognmandsfirmaet Gert Troelsen A/S, Lind ved Herning, der lige har skrevet sin første uddannelseskontrakt i firmaets 30 årige historie og det er med den 19 årige chaufførlærling Kim Madsen.

Første lærling
At Kim bliver den første lærling hos Gert Troelsen, er ifølge kørselsleder René Olesen, at Kim er ihærdig og har den rette indstilling. Vi kender ham i forvejen, da han har været i praktik som EGU elev, siger kørselsleder René Olesen.
I min praktiktid har jeg snust til faget og haft mulighed for at få forskellige kompetencer fx kørekort, ADR, Vejen som arbejdsplads, fører af følgebil og krancertifikat, fortæller den kommende chaufførlærling Kim Madsen.

Jeg har altid gerne villet køre lastbil
Men nu har jeg fundet ud af, at selvom man har kortet, så er det en lille del af alt det andet man skal kunne, for at være en dygtig chauffør, så nu glæder jeg mig til at komme i gang med min uddannelse.

Starter uddannelse til august på UCH
Til august starter Kim i mesterlære på Uddannelsescenter Holstebro, hvor han skal være 2 dage om ugen i efteråret og de restende 3 dage om ugen i virksomheden.
Ud over det, vil der være skoleophold (hovedforløb) på 20 uger, som er fordelt på 5 perioder i løbet af de næste 2,5 år. Her skal der arbejdes med fag som engelsk, samfundsfag, innovation, temperatur følsomt gods, kundebetjening, modulvogntog, blokvogn. Konsulent Klaus Pugholm, UCH fortæller, at der også i uddannelsen er en faglig studietur til udlandet, hvor eleverne er på virksomhedsbesøg for at udvide horisonten. Det er altid godt at se hvordan andre arbejder og løser de udfordringer der er i faget, fortæller han.

Transportbranchen er støvsuget for god arbejdskraft
Kørselsleder René Olesen bekræfter, at branchen er ved at være støvsuget for god arbejdskraft. Vi har endnu ikke manglet chauffører til de 22 biler vi har på landevejene, men gennemsnitsalderen stiger hos os, så derfor er vi også nød til at gå nye veje for at erhverve arbejdskraft hos den yngre generation og være med til at dygtiggøre dem.
Vi kører rigtig mange specialopgaver og leverer udelukkende kvalitetsarbejde. Det ønsker vi at fortsætte med og derfor er vi også med på at være med til at uddanne den nye generation af dygtige chauffører og glæder os til at få Kim i uddannelse, slutter René Olesen, fra Vognmandsfirmaet Gert Troelsen A/S.

Mere info:
Klaus Pugholm Jensen, konsulent UCH, 99 122 565 - kpj@ucholstebro.dk
Ole Laursen, studievejleder UCH, 99 122 574 – ol@ucholstebro.dk