Holstebro Tekniske Gymnasium

Årets forskerskole 2017

Tirsdag den 25. april modtog Holstebro Tekniske Gymnasium årets forskerskolepris, Hempel-DTU-prisen. Rektor Karsten Søndertoft fik overrakt prisen på 100.000 kr. ved Science Forum i København som del af den landsdækkende talentkonkurrence Unge Forskere, hvor elever fra folkeskoler og gymnasier viser spændende forsknings- og teknologiudviklingsprojekter, som de har lavet i undervisningen.

Prisoverrækkelse

Prisen bliver givet til en skole, der gør et særligt stykke arbejde for at engagere unge i naturvidenskab og teknologi. Ved overrækkelsen blev der lagt særligt vægt på Holstebro Tekniske Gymnasiums engagement i lokalsamfundet, elevernes flotte resultater til hverdag og i talentkonkurrencer, skolens gode laboratorier og værkstedsfaciliteter, samt skolens US Science-program, der både rummer elevophold i USA og lærerudveksling med samarbejdspartneren Mission College.

Halvdelen af de 100.000 er øremærket til et event for skolens elever, mens den anden halvdel gives til noget varigt, fx et kunstværk, apparatur eller andet. Hvad de 100.000 præcis skal bruges til, vil et udvalg med lærere og elever få til opgave at finde ud af.