11. januar 2018

Forrygende finale på Boomerang

Et brag af en finale på UCH’s htx-program, Boomerang, i de helt perfekte omgivelser hos iværksætterhuset Nupark.

I tre måneder har 170 htx-elever udviklet godt 30 unikke projekter, der skal løse aktuelle udfordringer, som flere af Holstebros virksomheder står over for.
Seks af projekterne er præsenteret for et stærkt dommerpanel ved finalen hos Nupark, som havde sponsoreret præmierne og er klar til fortsat samarbejde med UCH.

“Det har været en fantastisk oplevelse og et rigtigt godt koncept. Vi vil utroligt gerne være med næste gang Boomerang afvikles,” fastslår direktør Peter Petersen, Nupark Innovation A/S.

Sammen med rektor på htx Karsten Søndertoft, konsulent hos STARTVÆKST Peter Pasgaard og - på skift - en repræsentant fra de deltagende virksomheder (Kaj Bech A/S, OfficeFit ApS, Grue & Hornstrup ApS, Holstebro Kommune/Turismeenheden) sad Peter Petersen i dommerpanelet.

Vi vidste, at I kunne gøre det

Karsten Søndertoft omtaler resultaterne af Boomerang 2017 som en fantastisk oplevelse og roser alle elever for at udvikle idéer og lave præsentationer på et højt niveau.
“Når man går ind i så stort et projekt og med samarbejde mellem virksomheder og innovationsmiljø, skal man være sikker på, at I som skolens elever kan levere projekter med kant og på højt niveau. Vi kender jer, og vi vidste, at I kunne gøre det. Jeg er stolt over det, I har leveret. Stor ros til jer alle!”

Projekter med kant

Holstebros borgmester, H.C. Østerby, skød sammen med UCH’s direktør, Ann Østergaard Boomerang finalen igang og de tæt ved 150 htx-elever fulgte med fra tilskuerrækkerne i Nuparks auditorium.
Ann Østergaard glæder sig over samarbejdet med det lokale erhvervsliv og er stolt over, at skolens elever har udviklet projekter med kant og at skolen kan tilbyde et forløb, der på mange fronter gavner elevernes uddannelse og læring.

Boost til det lokale iværksættermiljø

Borgmester H.C. Østerby vurderer, at Boomerang kan være med til at booste det lokale iværksættermiljø, der allerede består af et stort antal gazelle-virksomheder. Han understreger sin begejstring for et stærkt dommerpanel og fastslår, at Boomerang kan være med til at understøtte kommunens profil, når det gælder iværksætteri og kan medvirke til at eleverne vender tilbage til lokalområdet efter endt uddannelse.

Projektansvarlig Jan Tækker, teknologiunderviser på htx, er begejstret for, at samarbejdet mellem UCH, lokale virksomheder og Nupark har skabt så flotte resultater. Ligesom Ann Østergaard og H.C. Østerby ser han frem til Boomerang 2018.

Repræsentanter for de fire deltagende virksomheder:

  • Kaj Bech A/S, Lars Ole Rugtved, teamchef park & it
  • OfficeFit ApS, Allan Hedegaard, direktør
  • Grue & Hornstrup ApS, Jesper Bergenhammer Jensen, bestyrelsesformand
  • Holstebro Kommune/Turismeenheden, Susanne Toftegaard, chef

Boomerang-finalen udløste præmier til de tre projekter, som dommerpanelet valgte som de tre bedste. Præmierne var på henholdsvis 10.000, 5000 og 2000 kroner og sponsoreret af Nupark.

1. pladsen

undefinedundefined

1. pladsen og 10.000 kroner til Ditte Dahl Guldager, Kathrine Fredslund Madsen og Maria Meldgaard Rørstrøm med projekt
"Officeroller" med virksomheden Officefit

2. pladsen

undefined

2. pladsen og 5.000 kroner til Jonas Kongerslev, Anne Nysom Bøg-Jensen, Mads Søndergaard Sørensen og Patrick Færge Holmgaard med projekt "The spot on the westcoast" med Erhvervs- og Turismeudvikling i Holstebro Kommune

3. pladsen

undefinedundefined

3. pladsen og 2.000 kroner til Malene Nygaard, Oliver Kirkegaard Hornstrup, Frederik Wodstrup Salling og Nicoline Rasmussen med projekt "Sikkerhedshandske" med virksomhed Kaj Bech A/S

Læs artikel fra Dagbladet Holstebro