Foto: Ronni Koldsø er netop færdig med sit grundforløb2 og klar til hovedforløb som skibsmontør
Ronni Koldsø læser til skibsmontør i Esbjerg.
En uddannelse som man kun kan tage tre steder i landet – Esbjerg, Frederikshavn og Svendborg.
Til daglig er Ronni i lære hos Kynde & Toft i Thyborøn. Jeg har lidt udfordringer med Engelsk, siger Ronnie, og var nødt til en gang i ugen at skulle rejse til Esbjerg for at tage faget Engelsk. Det er lidt langt at skulle rejse fra Thyborøn til Esbjerg en gang i ugen, for at få engelskundervisning, og derfor tog min mester kontakt til UCH Uddannelsescenter Holstebro for at høre, om der var en mulighed for at få hjælp på en skole i nærområdet.
Det er ikke lige hver dag, der kommer sådan en henvendelse, siger udviklingschef Kirsten Skov Bertelsen, men vi har folk, der har kompetencerne og kan tilegne sig den specialviden, som den konkrete uddannelse kræver, for at løfte opgaven. Vi har derfor lavet en samarbejdsaftale med erhvervsskolen Rybners i Esbjerg, og i dag har Ronni været til eksamen i Engelsk og bestået. Han er nu klar til at gøre sin uddannelse færdig i Esbjerg, stort tillykke til Ronni og ikke mindst virksomheden, der ikke har skullet undvære sin lærling i længere tid.
Jens Peder Toft, direktør hos Kynde & Toft, Thyborøn er glad for samarbejdet. Det betyder meget, at der kan laves lokale løsninger mellem erhvervsskolerne for de uddannelser, der kun kan tages få steder i landet. Det er vigtigt, at kunne passe skole og læreplads samtidig, så jeg kan kun opfordre andre virksomheder til at tage kontakt til den lokale skole og høre om mulighederne, hvis de står i de samme udfordringer, siger Jens Peder Toft.
På Uddannelsescenter Holstebro ser vi det som vores opgave at hjælpe virksomhederne bedst muligt med at få den arbejdskraft, de har brug for, så vi finder som regel en løsning, når vi får sådanne henvendelser, afslutter Kirsten Skov Bertelsen.
Mere info:
Kirsten Skov Bertelsen, udviklingschef UCH, 99 122 431 – ksb@ucholstebro.dk
Jens Knudsen, vicedirektør UCH, 99 122 400 – jk@ucholstebro.dk