Brobygning 9. og 10. klasse

Auto, transport og logistik EUD|EUX

Når du vælger brobygning i ”Transport & Logistik” på Bastrupgaardvej, får du et indblik i både mekanikerens, chaufførens og lager- og logistikoperatørens arbejde.

Mekaniker

Du får en introduktion til autobranchen, og vi skal på besøg hos et lokalt autoværksted. Du får mulighed for at arbejde med montering, fejlfinding og udmåling på elektriske systemer og opgaver på en benzinmotor. Vi gennemgår uddannelsesforløbet, så du ved, hvad du går ind til, hvis du vil være mekaniker.

Lager og logistikoperatør

Du skal prøve nogle af de praktiske opgaver, som en logistikoperatør arbejder med. Du får forklaret principperne omkring opbygning af en lagerreol og forklaret, hvad der er fremtidens lagerarbejde. Varerne skal pakkes og gøres klar til forsendelse. Til det praktiske arbejde skal du bruge forskellige emballeringsmaskiner, og du kan konkurrere med dine kammerater om, hvem der kan lave den flotteste, mest lige og ”professionelle” indpakning.
Dine evner til at føre en truck skal naturligvis også afprøves. Her stiller vi forskellige baner op. Gennem hele forløbet får du et indblik i, hvad det vil sige at arbejde på et lager, hvad det kræver, og hvad det indeholder.

Chauffør

Du får også indblik i arbejdet som chauffør. Du kommer til at køre en lastbil med gods på en lukket øvelsesbane. Hvis vi har en kranbil ledig på dagen, så vil der være mulighed for at prøve at betjene den. Måske har du talent for at køre vores køretøjer, så du får smag for mere.

I løbet af brobygningen bliver du præsenteret for EUX, hvor du både tager en håndværksuddannelse og samtidig har fag på gymnasialt niveau, der giver adgang til en række videre uddannelser.

 Praktisk information:

Adresse Kantinen, Transport & Logistik UCH, Bastrupgårdvej 5, Holstebro
Mødetid Mandag - tirsdag kl. 8.00 - 14.00 eller onsdag - torsdag kl. 8.00 - 14.00, fredag kl. 8.00 - 12.30
Transport Bybus nr. 5 - se mere på www.midttrafik.dk
Sygdom  I tilfælde af sygdom skal du give besked på telefon 99 122 525 senest kl. 8.00. Din hjemskole orienteres om evt. fravær
Kantine Du kan spise din medbragte mad i kantinen eller købe mad i vores kantine
Påklædning Tag noget praktisk tøj på, som må blive beskidt. Sikkerhedssko udlånes og skal bruges, da du ellers ikke kan/må være i værkstedet.

 Tilmelding til et brobygningsforløb foregår via din UU-vejleder.