14. oktober 2015

Ferien må vente

20-årige Maria Lilbæk Hedegaard fra Sevel har skrottet ferien i år. I stedet bruger hun tiden på træning og forberedelse frem mod DM i Skills, hvor hun repræsenterer Uddannelsescenter Holstebro i bagerfaget.

 undefined

Temaet til årets DM er fastelavn. Frem til mesterskaberne i februar vil det forblive en hemmelighed, hvordan Maria vil bruge temaet. Foto: Charlotte Hansen

Af Charlotte Hansen

20-årige Maria Lilbæk Hedegaard fra Sevel får ikke tid til at holde ferie i år. Siden hun vandt skolemesterskaberne på UCH, har hun vidst, at DM i Skills til februar var næste stop, og det kræver træning.

”Jeg har ikke holdt ferie i år. Jeg har brugt al min afspadsering, så jeg kunne træne, og jeg bruger også mine fem ugers ferie på at træne frem mod konkurrencen,” fortæller Maria.

Til dagligt er Maria i lære som bager hos Langenæs Bageriet i Aarhus, og selvom arbejdsdagen i bageriet starter klokken 2 om natten, så slutter hun ofte først dagen hen på eftermiddagen:

”Hvis der skal trænes, så skal der trænes. Jeg prøver at give den alt, hvad jeg kan – også selvom jeg er træt.”

Bager helt ind i hjertet

Håndværket i bagerfaget tiltalte Maria, og derfor besluttede hun at starte på grundforløbet på UCH:

”Egentlig troede jeg, at jeg ville være maler, men jeg fandt ud af, at jeg virkelig gerne ville være kreativ og bruge mine hænder. Og det der med at slå brød op, det gik bare rigtig godt.,” fortæller en storsmilende Maria.

Lige nu bruger Maria både arbejdstiden og fritiden på bageriet, og når hun ikke er i gang med råvarerne, så går tiden med at udvikle idéer og kigge på nye opskrifter:

”Det er nok mere en livsstil end bare en uddannelse. Lige nu bruger jeg alt min tid på det, og man kan nok godt sige, at jeg er bager helt ind i hjertet.”


Presset er den største frygt

Til februar går det løs i Fredericia til DM i Skills. Her skal Maria dyste om DM-titlen mod andre bagerlærlinge over fire dage, men lige i øjeblikket er det faktisk ikke selve bageriet, der giver Maria mest sved på panden:

”Når jeg bliver presset, så kommer jeg faktisk til at ryste i hænderne, og hvis jeg kan se, at de andre er gået i gang med det næste, så føler jeg mig virkelig presset. Det skal jeg have styr på,” siger Maria.

Selvom Maria kæmper med at håndtere det store pres, så glæder hun sig til det går løs i Fredericia.

”Jeg glæder mig faktisk mest til bare at føle atmosfæren ved at være med i sådan en stor konkurrence.”

Vil gerne gøre kollegaer stolte

Om Maria vinder konkurrencen tør hun ikke sige, men hun håber at kunne gøre klassekammeraterne og kollegaerne hjemme i Langenæs Bageriet stolte:

”Jeg tør ikke at sige, om jeg vinder. Nu må vi se – det plejer jeg altid at sige,” siger Maria og smiler, så hele lokalet ikke er i tvivl om, at hun rigtig gerne vil ende som Danmarks bedste bager til februar.

DM i Skills afholdes i Fredericia d. 4.-6. februar 2016, og efter konkurrencen skal Maria… holde lidt fri.