16. december 2014

Rekordmange erhvervsuddannelseselever vælger praktik i udlandet

I 2013 tog 1547 elever på et praktikophold i udlandet som en del af en erhvervsuddannelse. Tallet er steget med 58 procent på tre år, skriver UVM den 15. December 2014.

Erhvervsuddannelserne oplever, at det er populært at hente viden og erfaring uden for Danmarks grænser. I 2012 var der knap 1000 elever fra erhvervsuddannelserne, som tog et praktikophold i en udenlandsk virksomhed. Dette tal er i 2013 steget med hele 58 procent da hele 1547 elever i dette år benyttede sig af Praktik i Udlandet-ordningen (PIU). Det viser nye tal fra AUB (Arbejdsgiverne Uddannelsesbidrag).

Flere og flere unge vælger at tage deres praktik i udlandet

PIU-ordningen giver mulighed for økonomisk støtte i forbindelse med et praktikophold i en udenlandsk virksomhed. I 2013 var eleverne i praktik i 47 forskellige lande i alle dele af verden. Ordningen er et dansk mobilitetsprogram for elever på de grundlæggende erhvervsuddannelser, landbrugsuddannelser og social- og sundhedsuddannelser. 

PIU står for praktik i udlandet, og ordningen giver mulighed for, at praktikopholdet kan blive godkendt som en del af den danske uddannelse, og at der gives økonomisk tilskud til eleven eller til den danske arbejdsgiver.

Læs mere om PIU ordningen på ufm.dk