17. september 2015

UCH var med ......

Da der i august blev afholdt verdensmesterskaber i håndværk, også kaldet VM i Skills, var i alt 18 danske håndværkertalenter fra landets erhvervsuddannelser med i São Paulo, Brasilien. Det blev til både en sølv- og to bronzemedalje samt otte udmærkelser, og det blev torsdag den 17. september fejret ved en reception i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

 Skills deltagerne på besøg i undervisningsministeriet

 ”I er alle sammen eksempler på det, som vi i Danmark har så hårdt brug for: Fremragende og dedikerede unge, som har valgt en erhvervsuddannelse. Og fordi I vil jeres erhverv og brænder for jeres fag, er I nu blandt de bedste i verden,” sagde minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

Blandt deltagerne ved receptionen var både murer og sølvvinder Jens Peter Vestergaard, bager og bronzevinder Stephanie Carbel Svendgaard og tømrer og bronzevinder Thorbjørn Paw Stryger. Derudover deltog også de otte håndværkstalenter, der fik medallions of excellence inden for fagene autolakerer, tjener, kok, møbelsnedker, bygningssnedker, karrosseritekniker, maler og flisemurer.

”Udover at være fremragende inden for jeres felt tjener I også som rollemodeller for andre unge, som ikke er helt sikre på, hvilken uddannelsesvej de skal vælge. Samtidig afspejler i, at en erhvervsuddannelse ikke er én ting, men mange forskellige fag med hver deres særpræg og krav til kompetencer,” sagde Ellen Trane Nørby.

 Bager landstræner Lars Jacobsen får sig en lille snak med Ellen Trane Nørby

Ved VM i Skills skulle deltagerne udføre en række opgaver inden for deres fagområde, og de færdige opgaver blev bedømt af en international komité. VM i Skills afholdes først igen i 2017, men allerede til februar afholdes danmarksmesterskaberne, DM i Skills, i Fredericia.

Fakta om Skills

SkillsDenmark står bag DM i Skills, hvorfra vinderne kan kvalificere sig til VM i Skills.

SkillsDenmark er en organisation dannet af lønmodtager- og arbejdsgiverparterne på håndværksområdet og støttet af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling plus en række virksomheder og fonde.

SkillsDenmarks mission er at arrangere konkurrencer i håndværk for at udbrede kendskabet til disse.