04. december 2015

EUD-elever konstruerer og bygger deres egen el-bil

Eleverne på grundforløb 1 ”Bil, motor og elektronik” og ”Lager med bil og transport” har de sidste 5 måneder arbejdet målrettet mod at kunne præsentere en el-bil, de selv har konstrueret og bygget, så den er køreklar.

Resultatet bliver præsenteret på Holstebro Bibliotek i uge 50. 

undefined

Vi er hammer stolte af, at vores elever nu står med en el-bil der er køreklar, fortæller uddannelsesleder Henning Grøn Thorsen fra Center for Transport & Logistik på Uddannelsescenter Holstebro.

I forbindelse med den nye erhvervsskolereform arbejder eleverne med projekter på grundforløb 1. 
Grundforløb 1 er et erhvervsforberedende forløb for elever der kommer direkte fra folkeskolen. Eleverne opnår i løbet af et 5 måneders forløb de boglige adgangskrav, som stilles ved overgang til uddannelsernes hovedforløb fx uddannelsen til personvognsmekaniker. Udover de boglige fag indeholder forløbet en række erhvervsfag, hvor den største del af undervisningen foregår gennem praktisk arbejde i værkstederne og det er her eleverne har bygget en el-bil.

I forbindelse med præsentationen har eleverne fremstillet plancher, film og illustrationer m.m. som giver et indblik i, hvordan de har arbejdet på grundforløbet – både med den boglige del og ikke mindst med de praktiske opgaver.

Det har været en spændende proces at følge udviklingen på grundforløb 1 og ikke mindst eleverne har fået nogle spændende og konkrete oplevelser, siger Henning Grøn Thorsen.

Mere info:
Peter Ammentorp Grefstad, faglærer peg@ucholstebro.dk tlf. 99 122 225
Henning Grøn Thorsen, uddannelsesleder hgt@ucholstebro.dk tlf. 99 122 521