07. november 2014

Ny stærk mand bag rettet

54 årige Henning Grøn Thorsen er UCH’s nye uddannelsesleder ved Center for transport & logistik pr. 1. December 2014.
Henning Grøn Thorsen har gennem de sidste 13 år fungeret som faglærer og uddannelsesleder på Mercantec i Viborg. Senest som uddannelsesleder på Byggetec, Ulfborg Kjærgaard.

Gennem de 13 år i uddannelsessystemet har han arbejdet med undervisning som faglærer, som planlægger og som leder.

En anden spidskompetence er netværksopbygning og pleje. Henning Grøn Thorsen har gennem årene opbygget et stort og velfungerende netværk til alle relevante samarbejdspartnere. Han er vant til at have mange bolde i luften og det internationale arbejde har stor interesse. Målrettet arbejde med det internationale aspekt og mange år som international koordinator inden for de tekniske uddannelser, vil komme de mange uddannelser på UCH til gode. Gennem Comenius- og PIU-projekter har Henning tidligere sendt mange elever i praktik i udlandet.

Thorsen kan godt lide at gå foran og vise vejen. ”Jeg har arbejdet målrettet med kultur og værdier i mit ledelsesarbejde”, fortæller Henning Grøn Thorsen og fortsætter, ”Jeg går meget op i motivation, sparring og coaching i forhold til medarbejdere på alle niveauer”.

Fritiden

Bopælen finder man i Vildbjerg, hvor familien Thorsen, far, mor og datter bor. Fritiden bruges på familien, dykning, hunde, jagt og ikke mindst styrkeløft. Netop styrkeløft har i mange år været en del af Hennings liv. Det er blevet til mange mesterskaber, pokaler og medaljer, både på nationalt og internationalt plan. Desuden har færdiggørelsen af en diplomuddannelse, lige nu fokus hos Henning Grøn Thorsen.

Kontakt for mere info:
Vicedirektør og chef for erhvervsuddannelser Jens Knudsen, telefon 99 122 400 eller jk@ucholstebro.dk