Det mobile legelandskab My Playground på Slagteriet Holstebro bliver omdrejningspunkt for et innovationsprojekt med 80 HHX-elever fra UCH. Med input fra et konsulentbureau og en arkitekt skal de skabe modeller af fremtidens ’legeplads’ for unge.
Den 20.- 21. november rykker handelsgymnasiet deres innovations-undervisning ind på Slagteriet Holstebro til Innovationscamp for at udvikle ”den midlertidige legeplads eller legende byrum” for unge mellem 14 -17 år.
Inspirationen henter de bl.a. i legelandskabet ”My Playground”, der er del af Aarhus 2017, og som siden 5. november har stået på sydsiden af Slagteriet.
My Playground er ikke en legeplads med gynger, vipper og rutsjebaner, men et univers, der kan sættes sammen i et utal af kombinationer. Umiddelbart kunne de mange sorthvide kuber minde om alt lige fra en skulptur med digte, en labyrint eller et hurlumhejhus med lys, lyde og røg.
Det mobile legelandskab bryder med forestillingen om en helt almindelig legeplads - og det er netop meningen. Her skal man bruge sin fantasi og prøve sig frem for at opfinde sin egen legeplads – eller skabe et uderum for bevægelse og ophold.
Eleverne udformer deres bud på fremtidens ’legeplads’ for unge i små modeller, som et panel med seks dommere kigger nærmere på. Dommernes professioner spænder fra byplanlægning, bevægelse, udvikling og undervisning.
Herefter udstilles modellerne ved en større event, ”My Playground går AMoC”, lørdag den 25. november 2017, kl. 14.00 - 17.00 på Slagteriet.
Flere oplysninger:
Niklas Morgenstern, fritidskonsulent, Holstebro Kommune, 96116925 / 30479314
Mark Jønsson, UCH Handelsgymnasiet mj@ucholstebro.dk, 22 55 97 80