21. juni 2021

OL svømmer i mål som HHX student

undefined
HHX student og OL svømmer Helena Rosendahl Bach.

Helena Rosendahl Bach fra Holstebro Svømmeclub ligger i front, uanset om det er i bassinet, eller når der uddeles eksamensresultater. I dag kom studenterhuen også i land med et fornemt 12-tal.

Helena er TEAM Danmark elev, og hun har benyttet sig af muligheden for at kunne tage sin ungdomsuddannelse over 4 år. På Handelsgymnasiet på UCH har vi et tæt samarbejde med Holstebro Elitesport og forsøger at lave så fleksible forhold, så det er muligt at kombinere uddannelse og elitesport. Hvert år afslutter 3-4 TEAM Danmark elever på UCH, og det er primært svømme- og håndboldatleter, men også atleter fra roning, boksning, motor-cross, ridning, fodbold og bueskydning gennemfører deres ungdomsuddannelse på UCH.

At jeg har kunnet tage min ungdomsuddannelse over 4 år, har gjort, at min hverdag blev knapt så presset. Det har jeg været meget glad for, siger Helena Rosendahl Bach. At få huen på har jeg set frem til, nu er 4 års slid slut og det er en festdag, som jeg har glædet mig rigtig meget til.

Det er så fedt at være færdig. Nu kan jeg have fuld fokus på svømning, så det bliver dejligt, at jeg kun skal koncentrere mig om det. Jeg glæder mig helt vildt til at komme til Tokyo, kom det fra dagens glade studine.

Der blev skålet i dag på Uddannelsescenter Holstebro, men for den dedikerede og travle svømmer, bliver der ikke tid til så meget hestevognskørsel og fejring. Allerede i eftermiddag står den på træning og dimissionen på fredag, når hun ikke, for torsdag går turen mod Rom, hvor hun i weekenden deltager i et internationalt svømmestævne forud for OL.

Mere info:
Vicerektor Jens Christen Hylkjær, 99 122 317, jch@ucholstebro.dk