11. april 2016

Godkendt indsats til filosofiolympiaden

Tre af landets dygtigste gymnasie-filosoffer er elever på Holstebro Tekniske Gymnasium. Det blev slået klart fast ved weekendens danske finale for den internationale filosofiolympiade.

Selvom den er knap så kendt som olympiaderne inden for andre fag som f.eks. fysik eller matematik, så er den internationale filosofiolympiade en årlig begivenhed med deltagelse af elever på gymnasieniveau fra mere end 40 lande. I den netop overståede danske finale deltog tre elever fra Holstebro Tekniske Gymnasium. I alt 20 elever var fra over 700 deltagere udvalgt som de 20 bedste i landet, og blandt dem var Jonas Schmidt (3.a.), Frederik Lillebæk Hansen (3.b.) og Niels Munch Mikkelsen (3.b.).

Deltagerne i finalen var i konkurrence om at skrive det bedste filosofiske essay på engelsk. Oplægget er nogle kortere filosofiske citater, så eleverne forventeres at trække på den filosofiske viden, de har med sig fra den daglige undervisning. Efter 5 timers skrivning og votering lørdag formiddag kunne den danske filosofiolympiade gøre resultatet op.

Det blev til en femteplads til Niels, mens Jonas blev nummer otte i landet. Frederik blev placeret i gruppen fra 11-20. De to bedste elever kommer til at repræsentere Danmark ved den internationale finale i Ghent til maj. Selvom han ikke gik videre, så syntes Jonas Schmidt, at det var en sjov oplevelse at være med. Dog ville han gerne have grebet sit essay anderledes an, fortæller han:

”Det var lidt noget usammenhængende noget, det jeg fik skrevet. Jeg tror, det havde været ret godt, hvis jeg havde holdt mig 100% til moralfilosofi i stedet for at blande politisk filosofi ind over. Det var lidt dumt. Men moralfilosofi var det eneste, jeg kunne i hovedet godt nok til at kunne skrive om. Selvom det nok ikke var det mest spændende.”

Idehistorielærer Michael Balle Jensen er dog ikke i tvivl om, at indsatsen er godkendt.

”Som htx-elever er de slet ikke vant til at skrive essaygenren. I vores filosofiske fag, idehistorie, er fokus meget rettet på at bruge filosofien som et værktøj til at diskutere cases og problemstillinger, om de så er etiske, politiske eller eksistentielle. Så det er helt klart en flot indsats, som de tre drenge har leveret.”

Holstebro Tekniske Gymnasium deltog med alle idehistoriehold fra 3.g. og overvejer stærkt at deltage igen til næste år. ”Vi regner med at vinde,” siger Michael Balle selvsikkert.

undefined

Billede: Jonas Schmidt kan nu kalde sig den 8. bedste gymnasiefilosof i Danmark.