10. marts 2017

Htx-projekter udtaget til Unge Forskere

undefined

Selvom man er blevet student, kan man stadigvæk være optaget af faglighed og videnskab.

To projekter fra sidste års teknikfagseksamen i 3.g. er nemlig netop blevet udtaget til semifinalerne i den landsdækkende konkurrence Unge Forskere.

Rasmus Laursen, Mads Yding og Jonas Schmidt deltager med projektet ”Respiratoriske Responsmønstre,” hvor de har undersøgt forskellige løberes vejrtrækningsmønstre. Projektet er lavet i teknikfaget Krop og Sundhed.

Mette Hallundbæk Nielsen deltager med projektet ”BRCA 2,” der undersøger sammenhænge mellem DNA og brystkræft. Mette har lavet sit projekt i teknikfaget Miljø og Bioteknologi.

Alle fire blev studenter i sommers, men vender nu for en stund tilbage til deres projekter for at se, hvor langt de kan komme i Unge Forskere. Hvis projekterne går videre fra semifinalerne den 20. eller 21. marts, hvor landets 200 bedste projekter deltager, venter den store finale i København på Science Forum den 23.-25. april.

Unge Forskere er en stor landsdækkende konkurrence for folkeskoleelever og gymnasieelever. Konkurrencen handler om kreativitet, viden og opfindsomhed i unges egne forsknings- eller opfindelsesprojekter. Projekterne bedømmes af en stor fagjury med både professorer, virksomhedsfolk og lærere.

Unge forskere afholdes i 2017 for 29. gang. Der er kontante præmier for over 300.000 kr., adgangsbilletter til de store internationale mesterskaber i lande som USA, Kina og Brasilien og særlige sponsorpræmier til vinderne.