Talentudvikling på HTX

Da Vinci-konkurrence 2021

Tusindvis af elever og studerende har i uge 47 dystet på gode iværksætterideer og -opfindelser til Danish Entrepreneurship Festival.

HTX i Holstebro har tradition for at være innovative og klare sig godt, men i år tog holdene Team Teambox, KMN og ABCD – alle fra Holstebro HTX – henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen i Da Vinci-konkurrencen, hvor eleverne med deres idéer skal løse en samfundsmæssig udfordring - det er aldrig sket før, at ét gymnasium har taget alle podiepladser.

VI ER DANMARKS BEDSTE HTX

1. plads

1. pladsen - HTX Holstebro

Skridsikker stige

Team teambox vandt med en stigefod til forskellige underlag, som skal gøre stiger mere skridsikre og undgå faldulykker på arbejdspladser.

Vi er meget overvældede og overraskede over førstepladsen. Det var meget udfordrende, og vi brugte meget tid på at finde ud af, hvilket problem vi skulle løse. Men det er fedt at finde på nye ideer og være iværksætter, og når man så vinder en pris, så får man da selvtillid. Så nu skal vi lige færdiggøre vores uddannelser, men så regner vi da med, at vi skal ud og finde et problem, vi kan løse, og så leve af det engang, siger Nikolai Bjørn Hansen ogAsbjørn Lund Dahl fra Team Teambox.

Om førstepladsen siger dommerpanelet, at holdet har formået at kombinere faglighed med en god historie om deres idé. De har en gennemtænkt løsning, der nemt kan videreudvikles til andre produkter, og deres idé løser et reelt problem.

Gruppen har vundet 10.000 kr. sponsoreret af Dansk Industri og uddelt af Sine Linderstrøm, fagleder for start-up og iværksætteri i Dansk Industri.

2. plads

2. pladsen - HTX Holstebro

Redesignet bikube

Team KMN havde lavet en redesignet og vedligeholdelsesfri bikube.

Andenpladsen gik til teamet KMN for deres idé til at redesigne bikuben, så den fremstår mere æstetisk, og man gerne vil have den stående fremme. Den er gjort vedligeholdelsesfri, så man ikke behøver at have en fuld netdragt og en masse udstyr på for at have bier. På den måde kan man have et pænt insekthotel i haven og vide, at man gør noget godt for naturen.

Vi er superglade for andenpladsen, for det er mere, end vi havde regnet med. Vi har tidligere arbejdet med biodiversitet, og da vi fandt ud af, at antallet af bier i Danmark er stærkt faldende, så vidste vi, det var det, vi ville fokusere på. Det har været fedt at arbejde selvstændigt, men det har også været rart, at vi har kunnet få hjælp af vores lærere. Vi har virkelig gode faciliteter på vores skole, så der har ikke været grænser for, hvad vi har kunnet lave, siger Karoline Søvndahl, Magnus Jørgensen og Nicklas Hjortshøj Jørgensen fra gruppen KMN.

Dommerpanelet siger om andenpladsen, at holdet leverede en flot præsentation af deres idé og er gode på alle dele af processen. De har et virkelig smukt og innovativt design, som er gennemtænkt, og som giver folk lyst til at bruge løsningen. Løsningen kan bruges af alle som har en interesse i biodiversitet.

Gruppen har vundet 6000 kr. sponsoreret af Dansk Industri og uddelt af Sine Linderstrøm, fagleder for start-up og iværksætteri i Dansk Industri. Pengene ved gruppen ikke, hvad de skal bruge til endnu, men måske noget mønsterbeskyttelse af deres design.

3. plads

3. pladsen - HTX Holstebro

Bæredygtige unisex smykker

Team AMCD gik med tredjepladsen for ideén om bæredygtige unisex smykker

Fire elever i gruppen ABCD hev tredjepladsen i land med deres idé om unisex smykker lavet ud af plastik fra fiskenet i havet. Målgruppen for smykkerne er de 15 til 22-årige, og derfor skal prisen på smykkerne også være sat sådan, at de unge kan være med. I dag er der nemlig bæredygtige smykker på markedet, men der kan unge ikke være med økonomisk, selvom de har interesse i at have sådan nogle produkter.

Vi er meget overraskede, men det er mega fedt. VI synes, at de andres idéer lå på så højt et niveau, at vi ikke kunne være med. Så vi er nok blevet bekræftet i, at vi kan mere, end vi gik og troede. Idéen til smykkerne kom, fordi vi er en del, der går op i, hvordan vi ser ud, og hvordan vi udtrykker os. Det ville vi gerne binde sammen med bæredygtighed, og så kiggede vi på FN’s 12. verdensmål om ansvarligt forbrug og produktion, og så ville vi se, hvordan vi kunne kombinere det med det problem, vi så i smykkeindustrien. Og nu kan vi da ikke lade være med at tænke, hvor det mon kan føre hen, nu hvor der også er andre, der kan se idéen, siger Anna Vilma Sommer-Mortensen, Bhil Kenji Flores, Cecilie Ejlskov Schrøder og Danni Buchbjerg Skovmose fra gruppen ABCD.

Om ABCD’s tredjeplads siger dommerpanelet, at teamet har lavet et virkelig godt stykke arbejde med netværk og samarbejdspartnere. De rammer en trend og har styr på deres målgrupper, og så er deres produkt komplet og kan komme på markedet i morgen.

Gruppen har vundet 4000 kr. sponsoreret af Dansk Industri og uddelt af Sine Linderstrøm, fagleder for start-up og iværksætteri i Dansk Industri, men de ved endnu ikke, hvad de skal bruges på, men muligvis til at udvikle idéen yderligere.

Fantastisk præstation

På UCH er vi helt blæst bagover af, at alle leverede helt suverænt og har arbejdet med nogle fantastiske ideer og omsat dem til virkelighed. Det kan kun lade sig gøre, når der er et underviserteam bag, der har afsæt i både den teoretiske/akademiske verden, men også med viden og praktisk erfaring fra erhvervslivet - enten som ansat eller selvstændig.