21. juni 2021

Ny direktør på UCH

Pressemeddelelse:

Uddannelsescenter Holstebro (UCH) har ansat ny direktør pr. 1. august 2021. I et stærkt ansøgerfelt har bestyrelsen valgt Nanna Seidelin og bestyrelsesformand Steen Hartmann udtaler:
”Ansættelsesudvalget blev inspireret af Nannas kompetencer som erfaren og kompetent netværker – både i relation til omverdenen og de indre linjer. Det giver muligheden for at understøtte vores forventninger til, at UCH får et markant løft i forhold til samarbejdspartnere, netværk og offentlige aktører på uddannelsesområdet i Nordvestjylland. Vi sætter barren højt – og Nanna har i sine tidligere ansættelser vist, at hun kan udvikle organisationer”

UCH er i fuld gang med at tilrettelægge processen for vision og strategi for 2025 og det bliver den nye direktørs første store arbejdsopgave at lede og drive processen med udarbejdelse af strategien. Strategiprocessen bliver en åben og inddragede proces, hvor involvering af medarbejdere, ledere og bestyrelsen på UCH i åben dialog med elever, kursister og eksterne samarbejdspartnere er med til at sætte retning for udviklingen af UCH.

”Jeg glæder mig utrolig meget til at starte som direktør på UCH efter sommerferien”, fortæller Nanna Seidelin og fortsætter, ”Gennem KompetencePartner MidtVest har jeg arbejdet med UCH, og oplever UCH som et kompetent uddannelsescenter med dygtige og engagerede medarbejdere. Jeg er meget motiveret af den vigtige samfundsudfordring, vi står over for i forhold til mangel på faglærte. Jeg brænder for, at vi sammen kan inspirere flere til at vælge deres næste uddannelsesmål på UCH uanset om det er STEP 10, en erhvervsuddannelse, en gymnasieuddannelse på HTX eller HHX eller det er efteruddannelsesmuligheder.”

Om Nanna Seidelin:
Nanna Seidelin er 52 år og uddannet biolog med en MBA i ledelse. Nanna har 7 års direktørerfaring og har ledelseserfaring fra både det offentlige og det private erhvervsliv. Nanna er pt. ansat som Erhvervschef på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, hvor hun også er medlem af direktionen. Hun sidder i bestyrelser for teknologivirksomheden Ohmatex og Universe Science Park. Hun er desuden formand for Villum Fondens fagkomité for Børn, Unge og Science.

undefined