02. august 2021

På cykeltur med ny direktør

undefined
Foto fra venstre: direktør Nanna Seidelin, økonomidirektør Carsten Esager Sørensen og bestyrelsesformand Steen Hartmann Nielsen

Første arbejdsdag for den nye direktør på UCH, Nanna Seidelin bød på velkomst med ledergruppen og en cykeltur rundt til de fire adresser, for at se nærmere på de 100.000 m2, som UCH har til rådighed for elever og kursister.

Vi byder på UCH velkommen til en direktør, der gerne vil i dialog med både ansatte og erhvervslivet og som gerne vil skabe partnerskaber og synergier med andre organisationer og aktører.

Nanna Seidelin er 52 år, gift med Michel og har 2 børn på 18 og 21 år. Nanna fortæller, at hun er opvokset i Harboøre i Vestjylland, og glæder sig til at arbejde på sin hjemegn.

”Jeg har lige holdt sommerferie i Gjellerodde, og nyder den særlige natur der er i området, og det udsyn man får, når man står ved Vesterhavet”, fortæller Nanna og fortsætter ”Stillingen som direktør for UCH er et drømmejob for mig. Jeg brænder for at udvikle og drive gode og relevante uddannelser til gavn for både elever, erhvervslivet og samfundet. Som et stort uddannelsescenter spiller vi på UCH en nøglerolle i vores lokalområde, og den rolle glæder jeg mig meget til at udvikle sammen med alle mine nye kollegaer, erhvervslivet og samarbejdspartnere”.

Nanna har arbejdet meget inden for bæredygtighed, og er meget optaget af området og muligheden for at integrere FN’s Verdensmål i undervisningen.

Som leder er Nanna motiveret af:

  1. at skabe ambitiøse resultater sammen med andre til gavn for samfundet,
  2. at udvikle ledere og medarbejdere i organisationen

”For mig går de to ting hånd i hånd og er hinandens forudsætning. Det er meget vigtigt for mig med et godt arbejdsmiljø og arbejdsglæde på UCH. Det vil jeg gerne være med til at styrke og udvikle sammen med alle mine nye kolleger", siger Nanna som også fortæller, at hun er meget udviklingsorienteret, og hele tiden er optaget af nye muligheder og forbedringer af det eksisterende.

Nanne har 3 værdier, som er særligt vigtige for hende, og som hun gør sig umage for at efterleve:

  • Ordentlighed betyder blandt andet, at vi behandler hinanden, elever, kursister og eksterne samarbejdspartnere med respekt og omsorg
  • Troværdighed betyder, at jeg siger hvad jeg gør, og gør hvad jeg siger
  • Engagement betyder, at jeg er ambitiøs, og arbejder for at skabe stor værdi for samfundet og for UCH

De næste uger går med at lære UCH at kende og komme rundt på alle uddannelser og i alle afdelinger. ”En af mine første vigtige opgaver bliver at lede arbejdet med udvikling af vision og strategi for 2025, en proces som bliver en åben og inddragede proces, hvor involvering af medarbejdere, ledere og bestyrelsen på UCH i åben dialog med elever, kursister og eksterne samarbejdspartnere er med til at sætte retning for udviklingen af UCH”, slutter Nanna Seidelin.

undefined

Mere info:
Nanna Seidelin, direktør UCH, 99 122 200 – nse@ucholstebro.dk